Ole Christensen er gået bort

Æresmedlem af H-bådsklubben.

Fredag d.28. oktober sov Ole Christensen ind, 80 år gammel. Ole boede sine sidste besværede år på Marienlyst plejehjem i Silkeborg. Hans hjem var dekoreret med utallige H-båds billeder fra mange årtiers oplevelser. Ole har haft et utal af H-både, sejlet VM’er og mesterskaber og sejlet med en trofast skare af Silkeborg sejlere. Ole gik bort som den sidste af hans oprindelige besætning, og vil lige som resten af besætningen bære H-båds logoet med til det sidste.

Ole første båd var en Junker 22, den blev skiftet ud med H-.båd straks efter første sommertur. H-båden kunne transporteres og Ole havde (datidens) vognpark til at gøre det. “Man skulle køre forsigtigt af og på færgerne”, fortalte han. Efter sejladserne lånte gasterne den lille Hanomag, men den kom tilbage fra byturen næste morgen inden sejlads start. Ole kunne også fortælle om sejladser på Wannsee, Berlin før murens fald, hvor det var vigtigt ikke at sejle ind i den østtyske del. Hvorfor have en stor båd, når man kan opleve hele verden fra en lille. Og det gjorde Ole og Birgit og alle Silkeborg-sejlerne i mange årtier. I de 40+ år i H-båden blev det til 30 gange rundt om Fyn, 2 gange Sjælland Rundt og vundet sejladser ved Vm, i Hamborg, Sydtyskland, Finland, Norge, Holland, Sverige, Østrig og Schweiz.

Ole var et generøst menneske og en entreprenør. En ildsjæl som var ustoppelig, når han gik ind i et projekt, det gjaldt han egen Haarup Maskinfabrik og specielt H-båds sejlads. Der skulle aldrig være nogen som manglede noget. Det er de færreste H-båds stævner, hvor man kan få en helikopter tur, møde Elvis, eller komme i flydende sauna. Ole gjorde altid noget særligt ud af det. Efter en hjerneblødning som invaliderede Oles krop, men ikke hans ånd og hoved, startede Ole fortsat H-båds projekter op. Haarup Mixer Cup først i Silkeborg og siden i Egå Sejlklub. Oles egen H-båd DEN 530 First Lady II skulle ikke ligge stille, selvom han ikke kunne være med, så John og John måtte på lande vejen. Således kom FlammekasterEkspressen /Haarup Mixer også med i familien, samt flere danske sports ikoner. Ole Christensen blev æresmedlem af H-bådsklubben i 2016 efter endnu et overdådigt Haarup Mixer cup i Silkeborg.

Ole fortæller på Minbaad : Lazarettets helte til H-båds VM – mød Ole Christensen

Birgit var Oles trofaste støtte i alle årene. Hun kunne holde sammen på deres egen og H-båds familien og det hele. “Og blev han for stresset, blev han sendt ud og sejle H-båd” , så var der ro på, når han kom hjem igen. Birgit sejlede ikke selv, men er en af dem som har deltaget i flest H-båds VM’er, på landsiden.

Med Oles bortgang har vi mistet et Æresmedlem med mange års H-båds anciennitet, en H-båds vilje og H-båds glæde, som er sjælden af finde. En sejler, ven, en velgører og en ildsjæl er gået bort.

Vores tanker går til Birgit, Oles børn og nærmeste familie

Æret være Ole Christensens minde

Begravelsen sker Onsdag d.2. november kl.13 i Silkeborg kirke.

foto: Haarup Mixer Cup / Niels Kjeldsen
foto: Haarup Mixer Cup / Niels Kjeldsen

foto: Niels Kjeldsen Haarup Mixer cup.

One Comment

  1. Kære H-Bådssejlere
    Jeg vil gerne sige hjertelig tak for blomster, bånd ,fine omtaler, flotte bidrag til støtte til lokale ungdoms sport.
    Også tak for til støtte til mig. Noget der luner i en trist tid.
    Jeg tænker med glæde tilbage på den gode tid Ole havde med sejlsporten –H-både og H-bådssejlerne.

    Venlig hilsen fra
    Birgit

    Birgit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *